Ajstrup Bio- & Energilaug
Nabodrevet biodiversitet
167.000 kr.
Ajstrup Bio- & Energilaug er en samling lokale beboere, lodsejere, sommerhusejere og naboer, som brænder for at skabe en varig bæredygtig forandring i lokalområdet. De har samlet sig over de seneste 3 år og stiftet foreningen, hvis formål er at samle naboer i Ajstrup om at skabe mere vild natur – mere naboskab og fællesskab – og mere frihed og handlekraft. Det gør de ved at omlægge og tage vare på jord til fremme for biodiversitet og udvikle metoder til cirkulær økonomi og regenerativt landbrug på grundlag af stedets ressourcer.
Ajstrup og omegn er et varieret område med både fjord, skov, strand, eng og indtil nu masser af opdyrket landskab. I området kan man være heldig at se isfugle, sangsvaner, gæs, traner, havørne og glenter samt både ræve, mår og grævling.
Men naturen kunne folde sig endnu vildere ud i et område, der, med sin nærhed til skovene og Aarhus Kommunes stort anlagte biodiversitetsprojekt bær Mariendal, er rigt på muligheder for at etablere en varieret og forunderlig fauna. Med det store nærliggende Norsminde Fjord Fuglereservat og en kystnær beliggenhed, er området et stort opmarchsted for mange trækfugle, og rummer allerede et spændende dyreliv og fauna.
Lauget vil, gennem nabodrevet handling og engagement, medvirke til at forandre den uheldige udvikling for fauna, natur, skov, hav og vandløb. Projektet er unikt, fordi det involverer alle parter af lokalsamfundet; landmænd, kommunale myndigheder, foreninger, private borgere, fastboende, turister og sommerhusejere. Samtidig vil det spille godt sammen med andre lignende initiativer på egnen.
Det bevilgede beløb fra Folkesparekassens Fond skal konkret bidrage til omlægningen af i alt 15 hektar jord, hvor der blandt andet skal etableres en sø.
Kort om Ajstrup Bio- og Energilaug
Foreningen er et nabodrevet fællesskab, inspireret af “Samsø-modellen” som samler borgere og naboer i Ajstrup, Norsminde, Beder, Malling og omegn om at skabe vild natur, mere naboskab og fællesskab.
Foreningen er desuden engageret i og har været medarrangør af Mariendal Festival, hvor formidling og involvering af projekter om biodiversitet, regenerativt landbrug og naturbevaring har været nøgleordene.