Secret Hotel

Earthbound Symposium 2025

200.000 kr.

Når dørene i 2025 igen åbner for EARTHBOUND Symposium bliver det med et intentionelt fokus på alle dem, der har fokus på at styrke menneskets kontakt til og forståelse og omsorg for det mere-end-menneskelige. Siden det første symposium blev afholdt i 2018, er gruppen af mennesker blevet større og endnu mere divers, hvilket skaber glæde og grund til håb. For fjerde gang samles dem, som arbejder for at sætte en ny dagsorden – uanset om de er kunstnere, videnskabsfolk og andre borgere, både nye og gengangere, som arbejder med at løfte den fælles bevidsthed om verdens tilstand.

’Earthbound’ er et begreb, som Bruno Latour i sin tid introducerede som modstand overfor den voksende teknologifascination og idéen om at kolonialisere rummet. Vi kender ingen anden planet med en atmosfære som Jordens, og derfor er vi fortsat skæbnesvangert forbundet til den, vores eneste hjem. Af den grund bør vi passe bedre på det liv og de forudsætninger for liv, som findes på Jorden.

I årtier har progressive personer været tålmodige og forventningerne til politikere og industri har været bundet op på den idealistiske tanke: At intet magtfuldt menneske ville ønske at sætte vores fælles livsgrundlag på spil i jagten på økonomisk profit. Disse forventninger er blevet gjort til skamme og vi står tilbage med følelsen af at være naive og alt for tillidsfulde.

Den amerikanske miljøadvokat James G. Speth udtrykker det sådan: ”Jeg tænkte i en årrække, at de værste miljømæssige problemer var tab af biodiversitet, kollapsende økosystemer og klimaforandringer. Jeg troede, at vi var bakket op af solid videnskab, ville kunne adressere disse udfordringer på en ansvarlig facon, inden for en periode på 30 år. Jeg tog fejl: De største miljømæssige problemer er egoisme, grådighed og apati og for at arbejde med den side af sagen, har vi brug for en spirituel og kulturel transformation, og vi videnskabsfolk ved ikke hvordan vi gør noget sådant.”

I dette citat finder kunstnere og bevidsthedsarbejdere en invitation til at træde ind på scenen sammen med videnskabsfolkene for at sætte en ny dagsorden. Og Secret Hotel har en solid baggrund for at gøre netop dette.

EARTHBOUND Symposium 2025 bliver en saltvandsindsprøjtning til alle dem, som ikke længere kan sidde passivt på sidelinjen, mens verden er under hastig og destruktiv forandring. Alle dem, som med deres bevidsthed, viden, omsorg og kreativitet ønsker at være med til at sætte en ny dagsorden. Herunder sætte helt nye standarder for hvad det vil sige at være menneske. Alle dem, som ikke kan se sig selv, eller deres børn i øjnene, hvis de ikke forsøger at gøre en positiv forskel – NU!

Kort om Secret Hotel

Secret Hotel blev stiftet i 1999 ud fra lysten til at skabe et forum for mangfoldige kunstneriske undersøgelser og møder. I dag ledes Secret Hotel af Instruktør, dramaturg og performer Christine Fentz. Hendes kunstneriske praksis med baggrund i dramaturgi, naturterapi og hendes spirituelle tilgang er alt sammen manifesteret i Secret Hotel.