Fridalund

Fællesmiddage på Fridalund

37.500 kr.

Indehaver af Fridalund på Fyn, Niels Peter Juel Rosenkvist, vil afholde fællesmiddage på gården for på den måde at skabe mere klarsyn for, at god mad – og gode råvarer kan findes der, hvor man har mulighed for at se landmanden i øjnene, spørge til produktionsforhold, undre sig over nye smage og tale med andre om, hvordan man genkender ordentlig mad.

For at projektet kan lykkes, har Fridalund brug for et sted til at tilberede langbordsmiddagene på en hygiejnisk forsvarlig måde – den billigste løsning for dette er ved at tilberede maden i en foodtrailer/mobilt køkken. Bevillingen fra Folkesparekassens Fond skal bidrage til finansieringen, så langbordsmiddagene kan blive en realitet fra sommeren 2025.

Kort om Fridalund

Fridalund er et lille økologisk landbrug med tilhørende gårdbutik beliggende på Hindsholm – en lille halvø lidt nord for Kerteminde på Fyn. Her produceres æg, ænder, lam, grise, kyllinger og årstidens grøntsager. Landbruget er på 8 hektar, og produkterne sælges via egen gårdbutik, en salgsvogn på torvet i Kerteminde og direkte til restauranter, højskoler og efterskoler i Kerteminde og omegn. 

Til Fridalund hører også et fjerkræslagteri, hvor der må slagtes op til 2.000 stk. fjerkræ om året. På den måde skånes fjerkræet for en lang tur til slagteriet. Alle produkter produceres økologisk.