Folkesparekassens Fond
bidrager til

Økonomisk, økologisk & social bæredygtighed

“Folkesparekassens Fond støtter formål, der underbygger og fremmer balancen mellem natur, mennesker og økonomi.”

Seneste bevillinger

Når dørene i 2025 igen åbner for EARTHBOUND Symposium bliver det med et intentionelt fokus på alle dem, der har fokus på at styrke menneskets kontakt til og forståelse og omsorg for det mere-end-menneskelige. Siden det første symposium blev afholdt i 2018, er gruppen af mennesker blevet større og endnu mere divers, hvilket skaber glæde og grund til håb. For fjerde gang samles dem, som arbejder for at sætte en ny dagsorden – uanset om de er kunstnere, videnskabsfolk og andre borgere, både nye og gengangere, som arbejder med at løfte den fælles bevidsthed om verdens tilstand.
Visionen for projektet Grønne Frivillige er at skabe et bæredygtigt og inspirerende fællesskab, der ikke kun støtter afviklingen af Klimafolkemødet, men også driver klimahandling gennem frivilliges engagement. Ved at tilbyde viden, fællesskaber og praktiske initiativer ønsker projektet at sprede grønne løsninger og bæredygtige ideer til deltagernes lokale netværk og hjem. Målet er at styrke og udvikle frivilligindsatsen både under og mellem Klimafolkemøderne, og dermed skabe en vedvarende platform for klimahandling sammen mod en mere bæredygtig fremtid.

Vi vil gøre en forskel

Fælles for alle medlemmer i fondens bestyrelse er en bred interesse for samfundet og et dedikeret fokus på handlekraftige og bæredygtige fællesskaber, der på både kort og lang sigt kan gøre en forskel for mennesker og miljø.

Ved fondens etablering i 2021 blev fem af bestyrelsens medlemmer valgt blandt repræsentantskabet i Folkesparekassen. Derudover udpegede JAK Danmark ét medlem, så bestyrelsen i dag består af i alt seks medlemmer.

Hvem står bag Folkesparekassens Fond?

Folkesparekassens Fond er stiftet i forbindelse med sammenlægningen af Folkesparekassen og Middelfart Sparekasse i september 2021. Ved den lejlighed blev Folkesparekassens egenkapital indskudt som henholdsvis stamkapital og uddelingsaktiver. Med denne kapital er det fondens formål at støtte almennyttige og almenvelgørende formål til glæde for samfundet på lang sigt.